me fekk nokre kapittel av denne boka på nordkurs. nok til å vilja lesa resten, ein rest som synte seg å vera heller utilgjengeleg i Noreg. for det fyrste er ho ikkje omsett til norsk. dette er eigentleg ikkje noko problem, utover at det tok meg to dagar med resultatlause biblioteksøk før eg fann ut at eg måtte skriva tittelen på dansk. eg ser på dette forbigåande intelligenstapet som eit sunt teikn på feriemodus – hendinga fann stad ei gong i juli. søket med dansk tittel gav eitt treff, men boka fanst ingenlunde i Bergen, som venta var. så då vart det innlån frå Volda, med skummel melding på bibsys om at “somme lån kan kosta pengar”. dette lånet var heldigvis ikkje eitt slikt, i alle fall ikkje enno. for det har seg slik at boka skal vera attende i Volda for to dagar sidan, som er tre dagar før ho skal leverast til biblioteket her, jamfør biletet:

eg set særleg pris på oppklarande pil, kryss, strek og innvending frå Volda si side. trur det tyder at eg kan fornya lånet. noko som ikkje er naudsynt, ferdiglese som boka no er. her er nokre glimt:

*

Der sad digtere, som Marina ville have frem og læse op af deres værker. En af dem var berømt på hele det sydlige kontinent, han havde et langt ansigt og et blik, der lyste skarpt i mørket. Og så var der en, som allerede havde været henne hos denne store mand og fortalt, at han også var digter og havde skrevet sange om havet og tangen og lange prosadigte, som han nok mente, han kunne udenad. Han rev linie efter linie af sig og genkendte måske ikke engang selv det hele, og der kom også nogle huller ind imellem, og det var selvfølgelig ikke så let at forstå for folk, der ikke var vokset op i tåge og regn.

Ukendte og utallige stjerner alle vegne. Og dér står selveste Sydkorset. Som en drage, som børn har lavet på et kors af træpinde og bundet en lang hale på, sådan svæver det lysende med sit endeløse følge af stjerner. Det ved ikke, at det, der holder det oppe, er en fin og usynlig tråd, der går hele vejen fra rummet og ned til disse to, som uendelig forsigtigt trækker lidt til sig og derpå giver los igen, så at ikke universet skal standse i dette grændseløse åndedræt, som de to i dette øjeblik har til fælles med alt, hvad der er, og alt, hvad der har været.

Parfume. Det er rigtigt. Hun lugtede anderledes end de andre piger. Jeg havde sagt til Elic, at hun lugtede som sommersej. Han blev rasende og havde lovet mig bank. Jeg skulle sige noget med blomster og ikke med fisk, og det lige med det samme. Jeg havde spurgt, hvad der var i vejen med fisk, vi levede jo alle af havet både derhjemme og her, hvad skulle der nu være galt med det?

De snakker om fisk. Alle snakker om fisk. Man skulle tro, at når vi sådan drog ud i verden, så slap vi for fisken for en tid. Ude i verden har de kultur og kunst, store orkestre sidder i kjolesæt og spiller på violiner, stjerner står på scener i de store kulturhuse og sukker og besvimer i armene på helte med smalle overskæg, de lærde sidder i dybe samtaler om underbevidsthed og følelser, digtere læser digte for unge studenter, som rejser sig og klapper, og én går frem og lægger en laurbærkrans om hovedet på den udødelige. Verden er fuld af sjæl, men den snakker bare om fisk.

Der er så meget, jeg skal huske. Der er så meget at passe på. Der må jo være én, der har overblik over det hele og får det hele til at gå. Man kan jo ikke sige alt, akkurat som det er. Den ene kan få noget at vide, den anden noget andet, og så ikke mere. Og det skal jo passe sammen, det som de forskellige får at vide, det er det sværeste, men ellers går det helt galt.

Fårene står i døren, da de kommer ud igen. De vil hele tiden holde sig til hønsene, og efterhånden forstår de lige så godt, når faderen taler hønsesprog. Han forklarer sin ven, hvordan det lyder, når han taler med fårene, og vennen har hørt noget lignende i Andesbjergene, når man skal have samling på en lamaflok, men fårene er så dårligt opdraget, at de hellere vil høre hønsesnak, for den er der korn i.

~ Gunnar Hoydal – Stjernerne over Andes