i serien “vyrde menn skildrar vossingar positivt” har me i kveld kome til Ivar Aasen, frå då han vitja Voss på midten av 1800-talet. i fall nokon tvilar på haldførleiken for å kalla dette ein serie, her er del I: Holberg som skriv at me er sterkare og jamt over betre enn alle andre i fylket.

kveldens tilskot er ei direkte følgje av at nettnerden ikkje hugsa at biblioteket var ope til 20:00 før klokka 19:33, og er no er nøydd til å venta eit veldig veldig langt halvt døger for å finna ut om torsdagens undervisning kan gå føre seg som planlagt. eller om alt må endrast. (kva er no 10:00 for ei ubrukeleg b-menneskeleg opningstid??) i vakuumet som fylgde (19:34 og utover) treiv ho til fyrste og beste bok som i nokon grad har noko med undervisningstemaet å gjera: Ivar Aasen “Reise-Erindringer og Reise-Indberetninger 1842-1847”. det var god hugsvaling:

“Vosserne ere et opvakt, modigt og bevægeligt Folk. Deres Tilbøielighed til Reiser og deres Udholdenhed i Stabadser er vel bekjendt i Nabodistrikterne, ligesom ogsaa deres Selvfølelse og pirrelige Gemyt. De have i forrige Tider havt et noget slemt Rygte, især for ustyrlig Hidsighed og Tilbøielighed til Slagsmaal, hvori endogsaa Kniven har undertiden været brugt; men denne Vildhed er imidlertid meget aftaget i de senere Tider. Rigtignok vanker der endnu, især i Drikkelagene, mangen dygtig Kamp, og der skal endog for faa Aar siden have forefaldt gyselige Optrin ved Knivens Anvendelse.”

“Drukkenskab er imidlertid temmelig herskende, og bliver her ligesom i Sogn meget befordret ved Folkets store Gavmildhed eller Lyst til at beværte sine Kammerater og Bekjendte, da man hertil sædvanlig bruger berusende Sager. Ved Brylluper, Barnedaab og Begravelser […] bliver det ikke blot trakteret hjemme, men man bringer ogsaa et stort Forraad af Øl og Brændeviin med sig til Kirken, og dette bliver da fortæret førend man reiser hjem.”

“Mærkværdigt er det, at uagtet den herskende Drukkenskab, og uagtet den tvetydige Nattesværmen ogsaa her finder Sted iblandt Ungdommen, synes dog Udsvævelser i Omgangen imellem begge Kjøn at være meget sjeldne.”

“I Arbeide og Kunstferdighed staae Vosserne paa et høit Trin og udmærke sig tildeels fremfor alle øvrige Bergenhusinger. Man træffer her ikke alene almindelige Haandværkere og Arbeidsmænd, men ogsaa udmærkede Tegnere, Signetstikkere, Uhrmagere, ja endog Orgelbyggere. Den Opfinsomhed og Selvtænkning, som disses Arbeider ofte have viist, forudsætter udmærkede Hoveder, og paa saadanne mangler det heller ikke. […] Saadanne Personer som en David (el. Daåë) [Daåë! Fantastisk!] Hustveten, David Lemme, Sjur Bakketun og flere, vilde, hvis de i Ungdommen havde havt den samme Anledning som saa mange uduelige Stormandssønner have, uden Tvivl hævde en glimrende Rang iblandt Videnskabsmændene.”

“Under mit Ophold paa Voss var Udvandringen herfra til Amerika i fuld gang […] Jeg havde forhen hørt ymte om, at Aarsagen til de hyppige Udvandringer herfra skulde være Vedkommendes Misfornøielse med sin Stilling, ja endog med Rigets Forfatning i det Hele.” [Dette kjenner eg meg att i. Særleg vilja til å reisa langt vekk grunna “Rigets Forfatning i det Hele”]

“- I det Hele befandt jeg mig meget vel paa Vossevangen; Udsigten over den blide Omegn, som just paa denne Tid afkastede sin Vinterdragt, og endnu mere Omgangen med de muntre, selskabelige Vosser, gjorde at jeg fandt Stedet meget behagelig.”

Ivar Aasen, 1844